Jeg havde nærmest Svanninge Bakker for mig selv den aften. Det blæste koldt og himlen var skyfri. Et skønt og forårsagtigt vejr og slet ikke sommerligt som nu. Benene gik bakke op og bakke ned lige omkring solnedgang. Min krop pulserede af stigningerne. På et tidspunkt smed jeg mig træt på jorden på et højtpunkt og så ud i himmelrummet. Følte bagsiden af kroppen og forbindelsen til jorden under mig. Sansernes åbenhed for alt det liv, der spirer og gror nedenunder os. Den bløde bakketop. Det uendelige himmelrum derude. Jeg lillebitte og verden så uendelig stor. Som et kram mellem himmel og jord. Jeg gik videre. Lidt senere, da solen var ved at stå lavt, satte jeg mig og tog en af de ”væren-stunder”, som jeg så ofte inviterer andre til på mine hold. Den dag trængte jeg selv. Først opmærksomheden: Bare sidde og se. På landskabets kurver, former, farver, insekter ….. Bare 10 min. - ”det er vel ikke for lang tid at beundre dette smukke landskab”, tænkte jeg. Men det var ikke så nemt for nu kom rastløsheden. Den evige følelse af at være i gang, gøre, yde, tænke, og præstere et eller andet. Som en forvirrende indgangsportal til en stille sanselig væren. ”Puha, hvornår kommer jeg hen til noget mere behageligt”, tænkte jeg. Ventede. Ventede lidt mere. Og så dukkede den på: Forundringens glæde over bare at være til i det sydfynske bakkede landskab med udsigt ud til øhavet. Derefter fik ordene lov at flyde frit ned på papiret – bare det der faldt mig ind. Bare 10 min. Jeg skrev: Solen er et øje, der prøver at kigge frem blandt skyerne. Dens lys er så stærkt, at den næsten lyser hul.

Der kom ikke noget resultat ud af min “væren-stund”.

Og det er hele pointen!

Det skulle ikke blive til noget!

Der var en særlig følelse af liv og glæde, da jeg gik derfra. Fyldt op af alle de gaver jeg havde modtaget fra naturen. Så enkelt. Bare ved at være opmærksom.